RAAM, der sluttede på prærien

 

Vi kommer sgu ikke længere herfra

“Drenge og piger. Som I nok kan se, så kommer vi sgu ikke længere herfra”, siger Aske til sit crew som sammen med ham sidder på den varme asfalt under nattehimlen i det sydlige Missouri. Han kigger ned, mens crewet i stilhed lader ham tale.

Skærmbillede 2016-07-03 kl. 11.10.07

Han fortæller at hans hånd gør ondt, at hovedet gør ondt, at han er frustreret og at han ikke kan sove.

Han virker afklaret. RAAM er definitivt slut og ingen udfordrer hans beslutning. De forvirrende signaler og pludselige kriser, som crewet gennem fem dage har afkodet, er afløst af udmattet men klar tale.

“Aske, jeg vil gerne give dig tre timer mere, men jeg har brug for at se at du vil ud at cykle”, har hans crew-chief, Jan tilbudt ham en time forinden, efter han allerede havde fået et langt hvil, for at få styr på en varmehovedpine, der havde voldet ham problemer hele dagen.

Og det ville han. Sagde han.

Men nu hvor han sidder der på vejen midt om natten med sit crew omkring sig, ligner han alt andet end en mand, der har lyst til at cykle.

Han taler videre om håndledet, hovedet, smerterne. Der er ingen tvivl om at Askes RAAM er ovre. Men der er en lille tvivl om, hvorfor det er ovre.

Er det håndledet? Gør hånden så ondt, at han ikke kan holde på styret? Er det hovedpinen, som han har klaget over hele dagen? Er den slem nok til, at han trækker sig fra det ultimative cykelløb, som har krævet al den tid, sved og hårdt tjente sponsorkontrakter?

Crewet er i tvivl. DNF’en ligger fast, men årsagen blæser i prærienatten.

If you snooze you lose

Aske har cyklet 2900 kilometer da han vælger at trække sig ud af verdens hårdeste cykelløb. Et obskurt ultracykelløb, der køres som én lang enkeltstart – dvs. solo og uden mulighed for at lægge sig i læ af sit hold. Distancen er en tredjedel længere en Tour de France, men i modsætning til touren er det ikke et etapeløb med hviledage og holdkørsel. Når startskuddet lyder stopper uret ikke før rytterne krydser målstregen 4900 kilometer og max. 12 dage senere. If you snooze, you lose.

I RAAM’s 35 års eksistens har kun et par hundrede soloryttere gennemført løbet. Hvert år udgår knap halvdelen af solofeltet undervejs på grund af hedeslag, styrt, udmattelse eller problemer med crewet. Det er altså ganske få ryttere forundt at kalde sig RAAM solo finisher. Og den titel har Aske allerede opnået. Så hvorfor egentlig gøre det hele igen?

Momentum der forsvandt

For at blive nummer ét.

Det besluttede han sig ganske enkelt for 100 kilometer før målstregen i 2014.

Men i et løb, hvor så meget kan gå galt og hvor et utal af faktorer uden for ens kontrol har indflydelse på din oplevelse af succes, hvor smart er det så, at have et så umiskendeligt og skrøbeligt mål?

Det spørgsmål måtte Aske stille sig selv allerede 48 timer inde i løbet, kort efter grænsen mellem Utah og Colorado, da han efter et styrt blev sendt til tælling i følgebilen. Her forsøger crewets sygeplejersker og fysioterapeut at vurdere, hvor slem skaden er, mens de andre ryttere, som Aske havde brugt det første døgn på at lægge bag sig, passerede én efter én.

Tilbage på cyklen efter styrt, og med udsigt til Rocky Mountains og rutens højeste punkt, Wolf Creek Pass (3300m) kæmpede Aske utvivlsomt med stærke smerter i hånden. Men det der fyldte mest var det momentum, der som en generøs rygvind havde sendt ham flyvende gennem ørkenen, men nu var forsvundet. Afløst af smerter, tvivl og skuffelse. Drømmen om at stå på toppen af podiet i Annapolis, så gradvist mere uopnåelig ud.

Men Aske kom i gennem Colorados bjerge i imponerende stil. Det var tydeligt, at omstillingen fra A til B målet, som i stedet gik ud på, at komme i mål under 10 dage, var hård. Han var skuffet, vred over styrtet og kæmpede for at finde glæden ved at gå efter en sluttid, som langt fra matchede de ambitioner, der har givet ham energi og motivation gennem de sidste mange måneders træning.

Men han fandt motivationen og det var tydeligt for hele crewet, at der stadig var meget at kæmpe for. Godt nok med skrammer på selvtilliden, men han beviste, at han besad en mental viljestyrke, som siden 2014 har været det sårbare punkt, som langt fra matchede hans fysiske overlegenhed. 

Crewets tro på Aske og den nye plan B var intakt. 

Den skæbnesvangre prærie

Efter en lang, udfordrende nedkørsel fra Rocky Mountains bevægede vi os ind i landbrugsstaten, Kansas og ud på den amerikanske prærie. Monotone uendelige marker, et ligeud-stræk på knap 700 kilometer og en altomsluttende, klam dyne af fugtighed tynger Askes genvundne momentum. 

Kvalme, svimmelhed og sidenhen hovedpine – klare symptomer på overophedning – gør, at Aske holder mange nedkølingspauser bag i følgebilen. Pauser som vi ikke har råd til, hvis B målet skal forblive inden for rækkevidde.

Læringen fra 2014 var at ‘Aske skal blive på cyklen’. En grundregel som måske virker bizar i et cykelløb, men som i et ekstremt løb som RAAM kan være uendelig hård at praktisere. ‘Tre sekunder fra skadestuen’ er aftalen Aske har lavet med crewet på forhånd, som et pejlemærke for hvornår nok er nok. Tissepauser, tøjskifte, hånden der gør ondt, hovedpine. Undskyldningerne for et stop tiltager og det bliver hele tiden sværere for crewet at skelne mellem reelle fysiske behov og et fokus der er ved at krakelere.

I kulisserne rumsterer Jan, som er Askes crew-chief, med excelregneark, live-tracker og taktiske overvejelser om, hvad der skal til for at Aske kan nå sit mål.

Men for Jan er målsætningsarbejdet alt andet end matematik. Det er en mental udfordring, som skal tilrettelægges efter ens stærke og svage punkter. Og i følge ham er Askes svage punkt modstand. Altså hvordan han håndterer, at tingene ikke går som planlagt.

Og lige nu har vi nået et punkt, hvor også B-målet begynder at se urealistisk ud.

På det her tidspunkt, er Aske reduceret til en maskinel rytter, der træder i pedalerne, mens crewet omkring ham – og særligt Jan – er den med det forkromede overblik. Aske har med andre ord ikke selv en fornemmelse af, hvor vidt han kan nå sit mål. Og Jan gruer for konsekvensen, når han fortæller ham, at vi nu skal omstille os til C-målet: at gennemføre inden for tidsgrænsen på 12 dage.

Er målstregen et mål i sig selv?

Men det er imidlertid den nye virkelighed, vi må se i øjnene, den sene aften på RAAM’s femte dag i Missouri, kun en time efter vi har forladt Kansas. Og det er her Jan tilbyder Aske tre timers søvn, som en slags forhandling, for at få ham til at committe sig til cyklen og målstregen på ny.

Hele crewet lytter, da Aske siger ja til målet på 12 dage med grumset stemme og med et blik, der er fastlåst i jorden foran ham. Intet i hans kropsprog understøtter ordene om ‘at vi nu bare skal gennemføre’, der kommer ud af hans mund.

Så da følgebilen en time senere ringer til resten af crewet i camperen fra en stille sidevej i det sydlige Missouri, hvor Aske endnu engang er stået af cyklen, så har alle en fornemmelse af, hvad der venter.

Aske sidder på en madras på vejen, da vi når frem. Han fortæller om smerterne i hånden, som har udviklet sig til følelsesløshed og om migrænen, som ikke vil gå væk.

Selvom de fleste i crewet har en fornemmelse af, at det ikke nødvendigvis er fysiske smerter, der bliver enden på Askes RAAM, så lader de ham tale ud.

Cyklen på taget og hånden i gips

Vi checker ind i en hytte nær næste time station. Aske får en seng at sove i og de fleste i crewet får for første gang i mange dage en halv nats sammenhængende søvn.

Næste dag sætter vi kurs mod Annapolis med cyklerne på taget og Aske i følgebilen.

Knap tre dage senere ankommer vi til Annapolis, Maryland. På havnefronten står en målbue og en beskeden flok mennesker. De venter på at den 31 årige tysker og RAAM-debutant, Pierre Bischoff, krydser målstregen som vinderen af verdens hårdeste cykelløb.

Han kører ind i ni dage, 17 timer og ni minutter. En vanvittig bedrift, men dog langt fra rekorden på syv dage, 15 timer og 57 minutter sat af østrigeren, Christoph Strasser.   

Blandt publikum står Aske med håndledet i gips, omgivet af sit crew og sin familie.

Siden Aske tre dage forinden trak sig ud af racet efter at have cyklet 2900 kilometer, har vi kørt de resterende 2000 kilometer i bil, mens vi har indhentet fronten af feltet bagfra. Altså dem som Aske tilbage i ørkenen havde bag sig, men efter et styrt på en bakke to dage inde i RAAM, måtte lade cykle forbi.

En halv bedrift er stadig en overmenneskelig bedrift

Mange siger, at RAAM er en 90/10-præstation. Ti procent at din performance skal findes i din fysiske styrke. Resten handler om mental råstyrke. Det gælder for både første og sidste mand, som krydser målstregen i Annapolis.

Aske nåede altså over halvvejs i dette års RAAM, og den bedrift alene sætter både hans mentale og fysiske formåen langt over hvad almindelige mennesker nogensinde kommer i nærheden af. Så er det over hovedet fair at tvivle på hans mentale råstyrke?

Når du derimod møder op for at vinde og ikke bare gennemføre, bliver RAAM et anderledes og ubarmhjertigt bæst, der skal forceres uden afvigelser fra den oprindelige plan og med alle de fysiske og mentale ar, som man erhverver sig undervejs.

Det kræver et ufravigeligt fokus på målet, som hverken styrt, stærkere konkurrenter eller udmattelse kan rokke ved. Et momentum, som ikke tåler at blive brudt for lang tid af gangen.

Aske er en ung rytter, som ganske klogt har omgivet sig af et blandet og erfarent crew. Han ved, at det er dem, der bliver hans hjerne, så snart udmattelsen sætter ind allerede få timer inde i løbet. Dem der motiverer, bestemmer, navigerer, mader, hydrerer og sætter ham på plads. Det er en kæmpe tillidserklæring og et meget bevidst valg fra Askes side, som i følge ham selv opførte sig alt andet end eksemplarisk overfor sit 2014-crew.

Hvorfor udgik du?

Måske er det også derfor, at Aske lader crewet stille kritiske spørgsmål – ikke til hans beslutning om at gå ud, men grunden til at han gik ud. Og til gipsarmen, som giver medfølelse og indforståede blikke fra andre ryttere og crews, men som måske ikke fortæller hele sandheden.

Hver dag siden Aske udgik, har vi spurgt ham hvorfor. Og svaret bliver stadig mere nuanceret og reflekteret. Detaljerede beskrivelser om smerter i håndledet og varme-migræne bliver komplementeret – og sidenhen afløst – af refleksioner om motivation, ambitioner og mål.

Det her er en proces. Aske, som ikke helt ved hvornår han pakker cyklen ud af kufferten igen, er langt fra færdig med RAAM. Om han stiller op igen må tiden vise, men RAAM 2016 er et uafsluttet kapitel, som bød på dæmoner, han ikke havde set komme og en masse muligheder for at udvikle sig som cykelrytter og som menneske.

Tricket i RAAM er at være mentalt stærk, når fysikken sætter ud og vice versa. Om det var et forstuvet håndled og en insisterende migræne, der ultimativt fik Aske til at trække DNF-kortet, eller om det var vildfarne ambitioner, en mental udvikling, der halter bagefter den fysiske – eller noget tredje – står ligeledes hen i det uvisse. Men for nu er den bedste forklaring Aske kan komme med, at havde han stadig haft en chance for at vinde – eller måske bare, at kunne gøre det bedre end i 2014 – så havde havde hverken hånden eller hovedet kunne stoppe ham fra at holde fokus på målstregen på østkysten.


Denne afrunding er skrevet af Lise Ring i samarbejde med Aske Søby og Jan Larsen. Lise har undervejs i RAAM fulgt Aske tæt og været med i alle op- og nedture. Hun udvikler en dokumentarisk podcastserie for Politiken om Askes RAAM og de mange samfund, som vi har passeret på tværs af det amerikanske hjerteland. Det bliver en fortælling om mod, råstyrke, pionerånd og det at falde og rejse sig igen. I forbindelse med udgivelsen i oktober, hvor verdens øjne er på amerikansk valg, holder Politiken LIVE et event, hvor Aske får mulighed for at fortælle om oplevelsen. Følg Aske på facebook og få mere at vide, når vi nærmer os.